Hald sø 17. – 19. juni 2010
Det altid hyggelige træf Hald sø har nu eksisteret i 5 år og kunne derfor fejre 5 års jubilæum og det skulle fejres.
Allerede da vi ankom, var der godt fyldt op på pladsen, men et lille hul fandt vi mellem Foto-Kent og Uffe, som betød en hel nat med fuld musik ☺ Efter ankomst gik tiden med at få hilst på de forskellige man nu kender, snakke lidt og få en enkelt eller to til ganen.
Kl. 19:00 havde Sussi og John inviteret på Argentinsk – Asado inspireret svinekam, lam over bål og Sussis fantastiske lækre salatbar, Mums. Det var virkelig lækkert, det skal de godt nok have.

I det hele taget er det helt utroligt, så mange kræfter de ligger i dette arrangement med både det ene og det andet, der er bare ingenting som mangler, måske lidt bedre vejr, men det kan de jo ikke gøre for.
Efter maden begyndte aftens festligheder, ikke fordi der var arrangeret noget, men det behøves skam heller ikke. Tøserne eller damerne om I vil, forstod fint at underholde sig selv og ikke mindst hinanden og andre forbigående. Jeg vil helst ikke gå i detaljer om, hvad snakken gik på, men et par hint kan jeg godt give; 6 øl og en cola, 6 colaer og en øl, kummefryser og induktionsstegepande. Det var hvad samtalen ind i mellem gik på, når nogen skulle forbi kvinderne, som spærrede indgangen til baren. Om de havde fået noget at drikke skal jeg ikke kunne sige☺.

Vi var heller ikke kommet langt ud på aftenen før baren løb tør for feigling, desværre, men det var jo ikke anderledes end de andre år. Det satte dog ikke en stopper for festen, for så vidt jeg ved blev den ved til den lyse morgen.

Så blev det lørdag, tømmermænd eller ej. Fællestur skulle køres, Viborg skulle invaderes af gale shoppere og nogen tog bare en ekstra time på øjet. Det var hvad formiddagen og det første af eftermiddagen gik med. Tøserne fra MC Højbjerg valgte at invadere Viborg som altid☺ lidt poser blev det også til.

Hjemme igen, nu var det blevet børnenes tur, flødebollekast, som altid er et kæmpe hit. Herefter skulle vi ud på en mindre gåtur, tip en 13’er og knald eller fald. Jeg synes at spørgsmålene var lidt svære denne gang, tror at jeg skal foreslå Sussi at der også skal være en ungdoms udgave, i stedet for at springe direkte fra barn til voksen ☺
Resten af eftermiddagen gik med at snakke, hygge og spise kage.
Kl. 18:30 var grillen klar og Sussis dejlige salatbar stillet frem. Nu begyndte regnen selvfølgelig! Men grillet blev der både i tørvejr og regn. Regnen fortsatte desværre resten af aftenen.

Desværre er det ikke nemt at råbe folk op i et telt hvor regnen siler ned, men det var nødvendigt for næste punkt på programmet var præmieuddeling og Amerikansk lotteri.

I forbindelse med deres 5 års jubilæum modtog John og Sussi en lille pokal som var lavet af (vides ikke, men på pokalen står der fra far og Mette) men John og Sussi, havde også lavet præmier til dem, som havde deltaget på alle 5 Hald sø træf. Det var en flaske Asti og et gavekort med gratis entre til næste år, virkelig flot må jeg sige! Der udover var der kåring af vinderne af børne og voksen konkurrence. Kan kun huske af Marie vandt børne konkurrence og Simone på 3. pladsen.

Men her slutter min deltagelse i hal sø for denne gang. Jeg var nødt til at tage hjem, da jeg skulle arbejde søndag, desværre.
Tak for et dejligt træf med alle Mc Højbjerg folk og mange andre. Håber vi ses næste år.
Hov for resten, det fik vi aldrig løst, hvem tog Avisens bøf på grillen?!